Om Quinta do Infantado, Tawny Port
Udtryksfuld og indbydende Tawny med en lys murstensrød farve. Tørrede og kandiserede frugter, nødder og mørke bær dominerer smagen fra denne fine portvin. Medium sødme (ikke så sød som mange Tawnies) med en spændende kompleks mundfornemmelse.Afslutningen er lang med let sødme og en oxidativ finish. Vinen er lavet af druer dyrket uden syntetiske pesticider, kunstgødning og herbicider. Vi anbefaler at drikke portvin af hvidvinsglas.
Druer: 25% Touriga Franca, 25% Touriga Nacional, 25% Tinta Roriz og 25% Tinta Barocca.
Velegnet til bl.a.: Aperitif, chokoladekager, æble- eller mandeltærte, tørret frugt med nødder, dadler og figner, ost og julens risalamande.
Om Quinta do Infantado
Quinta do Infantado blev grundlagt i 1816 i Cima Corgo-underregionen i Douro, som betragtes som den bedste zone for både portvine og tørre vine. Vinmarkerne til brug for portvinsproduktion er klasseficeret fra A til F, hvor A er de bedste marker. Alle Quinta do Infantados portvinsmarker er klasseficeret i kategorien A. Roseira-familien har ejet vingården og de ca. 46 ha vinmarker siden slutningen af det nittende århundrede. I dag drives Quinta do Infantado af tredje generation med João Roseira som vinmager og vingårdschef og hans svigerinde Catarina. Vinhuset var den første portvinproducent, der påbegyndte »gårdaftapning« og brød dermed en lang tradition om, at portvinshuse skulle blande, lagre og afskibe deres vine fra Villa Nova De Gaia i Porto. Stilen hos Quinta do Infantado er atypisk fra andre portvinproducenter. Filosofien er at portvin skabes ud fra et princip om, at for meget sødme skjuler den sande identitet i vinen, og at de sande nuancer i smagen kommer af terrior og lagring. Derfor gæres vinene mere end normalt før tilsætning af aguardente (druesprit). Således indeholder deres vine omkring 20% mindre aguardente end en standard portvin.